Ormø
Midt i Holsteinborg Nor ligger den lille ø, Ormø. Nu, i 2023, ser øen grøn og frodig ud, men for få år siden var træerne nøgne og hvide af skarvskidt. Den lille ø var nemlig hjemsted for Danmarks største skarvkoloni. Deres gødning var for meget for træerne, så de stod som nøgne stammer med hvide og grå striber fra rederne.
I begyndelsen af 00’rne byggede et havørnepar rede midt på øen. Det brød skarverne sig ikke om, og efterhånden fik træerne blade igen, og nu er øen frodig grøn igen om sommeren med blade på træerne.
Glænø
Frem til 1881 var Glænø en ø, der kun var landfast med Sjælland om vinteren, når isen var tyk nok til at man kunne gå og ride over det lavvandede Holsteinborg Nor.
I 1881 blev den 450 meter lange dæmning over til øen bygget.
En vandretur rundt om Glænø er cirka 9 km gennem skov, flad strand og under stejle klinter mod syd. Både på øst- og vestsiden er sandede fed, der beskytter de sjællandske kyster og giver lavvandede laguner bagved.
Tidligere kunne man gå næsten til Bisserup på det østlige fed, men en naturlig gennembrydning fra Karrebæksminde Bugt gør, at man ikke længere kan gå ud til Østerfed.
Landskabet på Glænø er som taget ud af en film af Morten Korch.
Huse, små og større gårde ligger spredt mellem bakkerne. Der er en vej fra dæmningen og ud til sydspidsen. Her er en vendeplads.
Glænøs lille gårdbutik næsten ude ved vendepladsen har åbent hele året. Her sælges is og drikkevarer samt hjemmegjorte varer.